Indlægget er skrevet af Lisesommerlund.dk

Jeg hedder Lise, jeg er fra ’86 og blogger om mit liv, men særligt om økonomi og minimalisme. Det er der nogle helt særlige årsager til og lad mig bare sige, det nok ikke er, som du tror.

Min mor er min inspiration

Det lyder nok som en kliché, men min mor er årsagen til, jeg har så stor viden inden for økonomi. Det er hende, der har vist mig vigtigheden af at tænke sig om og tænke frem. Hun ville rigtig gerne have alt det som naboen havde og vi skulle have det samme som alle andre. Tanken var naturlig nok, problemet var bare, at vores situation ikke var som alle andres. Ønsket om at have det samme som naboen var simpelthen ikke realistisk. Det lidt komiske er at inspirationen ikke er kommet som gode råd og tips, men faktisk det modsatte. Nu skal jeg fortælle hvorfor.

Barndom på bistand

Har du nogensinde set serien Barndom på bistand”, som kører på DR1? Der er så mange ting i programmet som jeg kan nikke genkende til. Når jeg ser det, så føler jeg virkelig, jeg kigger tilbage i tiden. Programmet handler om børn med deres forældre på bistand. En hverdag der ikke hænger sammen og de mange problemer og frustrationer, der hører med til at have en udfordrende økonomi.

Min barndom har virkelig været præget af manglen på penge. Min mor var ikke på bistand, men invalidepensionist og har aldrig haft styr på sin økonomi. Derudover, så var hun ikke særligt stabil hverken fysisk eller psykisk. Vi manglede altid penge i slutningen af måneden og min mor tog lån, så hun kunne betale de mest normale regninger. El, vand og varme. Normale mennesker lægger til side til de her store regninger, men min mor hun kunne ikke se frem. I dag er hun i RKI og har først inden for det seneste år fået en budget konto.

Jeg troede at alle havde problemer

Da jeg flyttede hjemmefra troede jeg, at jeg automatisk ville få problemer med min økonomi. Det har alle jo ikke? De mennesker som jeg haft i mit nærmiljø i min barndom havde jo alle sammen problemer med økonomien. Dengang koblede jeg ikke problemerne sammen med forbrugsvaner. Men det var jo præcis hvad det var. Hvad er skammen i at have en mindre lejlighed, hvis det betyder at økonomien bedre kan hænge sammen? Og hvad er skammen i at lære sine børn værdien i at spare op? Når jeg ser tilbage i dag, så røg de fleste, spiste junk og drak virkelig meget. Det koster også penge. Lad os bare tage 15 øl om dagen + en pakke smøger, det er omkring 1400 DKK per måned. Vi kan også tage eksemplet med fastfood. Fastfood til en hel familie løber hurtigt op over 350 DKK, hvis det gøres bare 4+ gange hver måned, så er det 1400+ DKK per måned. Nogle havde den nyeste telefon og kæmpe tv købt igennem L’easy…

Det jeg tit så, var folks behov for at være “som de andre”.  I sidste ende blev ingen lykkeligere af det og slet ikke os.

Minimalisme kunne have reddet os

Når jeg tænker tilbage, så tænker jeg at min mor kunne have skånet sig selv for så mange frustrationer. Hvis hun havde tilpasset sit forbrug efter hendes indkomst og vores faktiske behov. Hvis hun kunne have omfavnet idéen om at have færre, men mere værdifulde ting. Mindre plads og ting med flere funktioner. Minimalisme handler ikke nødvendigvis om at have så lidt som muligt, men om at have nok. For mig handler minimalisme om at omgive sig med ting, som virkelig har en værdi og som ikke giver negativ energi og dårlig samvittighed. Det handler om at skabe luft og plads. Både fysisk og psykisk. Som en fed side effekt, så får man en sundere økonomi med i købet.

Jeg prøver at give mine erfaringer videre

På min blog gør jeg alt jeg kan for at give mine erfaringer og observationer videre. Her kommer min mor ind i billedet igen. Jeg har prøvet at hjælpe hende på alle tænklige måder. Lige meget hvordan og hvor meget jeg prøvede at vise hende, hvad hun kunne gøre for at rette op på sin økonomi, så har mine forslag bare ikke slået igennem. Derfor skriver giver jeg i stedet mine anbefalinger til dig. Så du kan nå dine drømme, uden følelsen af at savne. Jeg ved godt at det er virkelig udfordrende at have få penge. Men hør, hvis situationen ikke kan ændres, så er det bedre at tage et hårdt kig på forbrugsvanerne og skære det ud, som alligevel ikke giver dig og din familie værdi. Jeg lover dig, at du gør dig selv og din økonomiske fremtid en kæmpe tjeneste.