Foto fra pnas.org.

Indlægget er skrevet af impulskontrol.dk

Fedme og overspisning viser sig i en ny undersøgelse at være delvist forklaret ved forskelle i de dele af hjernen, som varetager håndtering af impulser. Man har fundet forskelle både for de dele af hjernen, som producerer impulser i retning af at søge føde og de dele af hjernen, som vi udøver selvkontrol gennem.

Undersøgelsen viste, at tendenser til overspisning korrelerer med forskelle i volumen for disse foreskellige dele af hjernen: Når de dele af hjernen, der varetager instinktive impulser (limbiske hjerne og amygdala) havde større volumen, var der en øget tendens til overspisning og fedme.

De eksekutive funktioner, der søger for opmærksomhedskontrol og selvkontrol er placeret i frontallappen, i præfrontal kortex. De instinktive reaktioner man har overfor fristende mad, er varetaget af amygdala i temporal lappen.  Så forskerne målte om der var forskelle i volumen for disse dele af hjernen, hos de personer, der lider af fedme og har et øget “body-mass-index” eller BMI.

Genetisk arv giver sårbarhed

Der viste sig en klar sammenhæng mellem hjerne-volumen og BMI sådan at øget volumen for amygdala hang sammen med et øget BMI. Man fandt også at langt hovedparten af disse hjernefysiologiske forskelle kunne forklares ved arvelige træk. Man arver altså en øget sårbarhed for overspisning eller en reduceret sårbarhed over for overspisning.

Der viste sig også en sammenhæng mellem volumen for venstre og højre hemisfære: Når den højre hemisfære var relativt større, så var der øget tendens til fedme. Ved øget volumen for ventre hjernehalvdel så man reduceret tendens til fedme. Som bekendt er højre hemisfære mere fokuseret på intuition og følelser, mens venstre halvdel er mere fokuseret på sproglig og rationel tænkning.

Alt dette betyder, at det er helt misvisende at forklare fedme som udtryk for en svag karakter. Ifølge denne undersøgelse er fedme udtryk for arvelige forhold, der giver en klar tendens overspisning. At tendensen til overspisning er arvelig betyder ikke, at man ikke kan gøre noget for at kompensere. Personer med denne arvelige tendens bør stadig gøre noget for at rette op, f.eks. kompensere ved kognitiv træning eller andre tiltag, der kan øge selvkontrol. Men det er korrekt, at disse personer har en vanskeligere opgave i forhold til at modstå fristende mad end de personer, der ikke har disse arvelige træk.

Mere sanselig = mindre kontrol

Undersøgelsen bekræfter også tidligere antagelser om, at det er balancen mellem PFC og amygdala i det limbiske system, der afgør hvor lidt eller meget kontrol man har over forskellige typer adfærd. Groft sagt, så er det langt vanskeligere at udøve en tilstrækkelig selvkontrol, hvis amygdala og det limbiske system er mere aktivt eller har et relativt større volumen. Dette skyldes at de to systemer – rationel selvkontrol i PFC og instinktive impulser i det limbiske system – hele tiden forsøger at overtage kontrollen fra modparten. Dette sker gennem gensidig hæmning. Det limbiske system kan hæmme rationel tænkning i PFC. Det sker f.eks. meget ofte når folk bliver tilstrækkeligt bange og oplever, at det bliver vanskeligt at tænke klart.

Omvendt vil rationel planlagt adfærd have en tendens til at dæmpe instinktive impulser. Det er f.eks. derfor, at man oplever mindre selvkritik, når man i gået i gang med at gennemføre en planlagt aktivitet. Aktiviteten i pfc dæmper de limbiske impulser, mens man gennemfører planlagt adfærd. Hvis man tager en lang pause eller venter passivt på et eller andet, så vil ens limbiske impulser i mindre grad være hæmmede, og ens bekymringer myldrer frem igen.

Sanser driver din appetit

I forhold til overspisning og fedme ser man den samme dynamik for mad-relaterede impulser. Billeder, association eller lugte kan fremkalde simple tanker om mad. Hvis det limbiske system er hæmmet af rationel planlagt aktivitet, så vil disse impulser dø ud. Men hvis man derimod er passiv, vil man være mere sårbar over for disse impulser. De bliver da typisk udbygget med associationer, sat i forhold til praktiske muligheder og specifikke forslag om at skaffe sig nogle af de fødevarer eller godter, som der er praktisk adgang til.

Denne udbygning og “ornamentering” af de oprindelige impulser er med til at gøre disse impulser stærkere og gøre det vanskeligere at stå imod. Og her spiller det en rolle, hvor meget ens impulser er hæmmet af aktivitet i præfrontal kortex. Hvis man kan undgå den typiske udvikling og en praktisk “ornamentering” og udbygning af impulserne, så er de langt lettere at kontrollere. Og dette kan altså f.eks. gøres ved planlagt rationel adfærd, der fylder opmærksomheden og hæmmer den limbiske aktivitet.

Ud over dette skift i fokus bør man – som tidligere beskrevet  – overveje både, hvad man spiser, og hvor man færdes. Både ens erfaringer med mad og en konstant udsættelse for signaler om kalorierige fødevarer kan være med til at undergrave muligheden for en stabil selvkontrol omkring mad.

Kilder:
David J. Kavanagh, Jackie Andrade & Jon May (2005): Imaginary relish and exquisite torture: The Elaborated intrusion theory of desire

Lars Steffensen, 2018: Overspisning – hjælp og rådgivning

Lars Steffensen, 2018: Borderline symptomer og amygdala hyperaktivitet 

Uku Vainik, Travis E. Baker, Mahsa Dadar, Yashar Zeighami, Andréanne Michaud, Yu Zhang, José C. García Alanis, Bratislav Misic, D. Louis Collins, Alain Dagher, (2018)  Neurobehavioral correlates of obesity are largely heritable. Proceedings of the National Academy of Sciences, 2018; 201718206